I centrum af denne ørestikker hviler en enkelt hvid topas som glimtende vand gemt bag snoede grene. Nederst dingler endnu en lille hvid topas indfattet som en dugdråbe.
De snoede gyldne linjer, der fletter sig ind i hinanden henfører mig til vilde slyngplanter på en skovbund. Og hver streng er formet, som om et bjerg har presset metallet ud gennem sine klippespalter. Stilen er min hilsen til Art Nouveau, der netop fremhævede de bløde bevægelser og asymmetrien fra naturen som en reaktion på industrialiseringens stramme linjer.
